Nogle gange er det velsignet at have børn og andre gange giver det anledning til lidt bøvl. I mit tilfælde gjorde det sidste sig gældende i dag.
En af huset MacBooks var pludselig på magisk vis låst med en kode, som skulle tastes inden computeren startede. Ingen kendte kodeordet (underligt) og jeg grumlede lidt…
Åbenbart kan man låse en Mac med et kodeord til dens firmware, så man absolut ikke kan starte den uden at kende til dette.
Eller… Absolut ikke uden at have konsulteret det store internet først. Fremgangsmåden er lidt bøvlet, men det kan fint lade sig gøre.
Du skal gøre således:
Fremfind eller køb en Philips-skruetrækker, som passer til de små skuer i bunden af computeren.
Skru bunden af (og pust støvet væk).
Nu skal du ændre mængden af RAM – det vil sige…
Er der én RAM-kreds i din maskine, så skal du tilføje en og er der to, så kan du blot fjerne den ene.
Tænd for computeren og tryk straks cmd+alt+p+r ned på én gang og hold dem i bund.
Når computeren har sagt ”Booong” tre gange, kan du slippe tasterne og lade maskinen starte (forhåbentligt helt normalt uden kodeord).
Sluk maskinen og indsæt eller fjern RAM, så du har den mængde du ønsker
Det er velsagtens ikke nogen stor hemmelighed at Flipped Learning og video ofte bliver nævnt i sammenhæng!
Én af årsagerne er at Flipped Classroom ofte er mere eller mindre synonymt med det at benytte video, som et vægtigt og afgørende element i den didaktiske tænkning. Andre årsager hviler i at video “kan noget”. Video er ikke bare endnu en ny og moderne ting eller måde, men video har affordances og nærmest indbyggede didaktikker og tænkemåder, som kan være med til at lave en undervisning og læringstilgang, som er både fleksibel, udfordrende og stilladserende på samme tid.
Blandt andet derfor giver det god mening at anskue video, som en del (også) af Flipped Learning.
Jeg har været med til at skrive en lille del af bogen “Digital skrivedidaktik” og har i den sammenhæng haft lejlighed til at eksperimentere og reflektere over video, som en del af en elevcentreret og dialogisk undervisning, hvor eleverne har skabt video til, for og om hinanden og hvor læreren har været med i denne videobårne dialog.
Casper Christensen fra Balle Musik- og Idrætsefterskole har givet mig lov til at “lege med” i hans undervisning, interviewe hans elever og forsøge at sidde helt stille i baggrunden for at se hvad der sker, når man inddrager elevernes smartphones i en undervisning, som også skal bæres af video, som et primært og selvskabt læremiddel.
Udover at det var en positiv oplevelse, så synes jeg at det var interessant og tankevækkende.
Nogle af mine observationer, tanker og opmærksomhedspunkter har jeg formidlet i kapitlet “At skrive med video”, som er at finde i bogen.
Bogen giver samlet et blik ind i det at skrive – men ikke “bare” at skrive, som en færdighed – i langt højere grad som et kommunikations- tænke-, udviklings- og handleredskab, som kan sættes i spil på tværs af fag og faglige kontekster.
Det kræver særlige kompetencer at skrive en digital tekst, så modtageren kan læse og bruge den. Derfor er det vigtigt at stimulere og udvikle elevernes skrivekompetence med både viden og værktøjer.
Bogens opbygning
Bogen kan læses fra ende til anden eller mere springende om man lyster. Kapitlerne kan læses uafhængigt af hinanden uden at man mister hverken overblik eller forståelse.
Første del præsenterer teori om skrivekompetence og digital skrivning. Digital skrivning er karakteriseret ved at tekster skrives på computer og med digitale værktøjer, hvilket ændrer skrivningens traditionelle praksis, produkt og processer.
Hvad er digital skrivning, hvad er digitale skrivekompetencer og hvilken rolle spiller skriveteknologier i skriveprocessen er nogle af de spørgsmål, som denne del arbejder med.
Anden del består af fem didaktiske greb, som kan vejlede lærere i at håndtere skrivning i digitale miljøer:
ASK (planlægningsguide, der understøtter elevernes tilrettelæggelse af digitale tekster),
SATsER (refleksionsværktøj, der hjælper eleverne til at evaluere deres egne digitale tekster),
Videoskrivning (der støtter elever i at producere videoer til dialog og feedback),
Digitale skrivekonferencer (der vejleder lærere i at etablere en dialog om elevens skriveproces) og
Blogskrivning (der styrker eleverne i at bruge blogs i undervisningen).
Digital skrivedidaktik kan læses af studerende, lærere, læsevejledere, ja alle der interesserer sig for skrivning og skriveundervisning i skolen og andre uddannelsesformer. Og i hvert fald det ene kapitel kan læses af folk, som har video og Flipped Learning, som primær interesse.
Bogen er blevet til i et samarbejde mellem kollegaer fra SDU og UC SYD: Rikke Christoffersen Denning, Charlotte Christiansen, Jens Jørgen Hansen, Peter Holmboe, Benthe Fogh Jensen og Lene Illum Skov.
Nej… Flip og video hænger ikke uløseligt sammen (men video kan være ganske smart og fordelagtigt). Nej… Flipped Classroom og Flipped Learning er ikke det samme (men begge del kan være ganske smart og fordelagtigt).
Anders Schunk i podcaststudiet.
Jeg er for efterhånden længe siden blevet interviewet af Anders Schunk i forbindelse med en podcast, som han producerer sammen med forlaget Alinea. Podcasten “Didaktor” handler ganske bredt favnende om skole og læring – og Anders ville gerne tale med mig om Flipped Learning og om video.
Resultatet kan du finde her: http://didaktor.dk/flipped/ og du kan lytte på iTunes eller på Podbean.
Podcastens to primære pointer
Jeg vil vove den påstand at der er to hovedbudskaber i min samtale med Anders.
Det ene er at der er forskel på Flipped Classroom og Flipped Learning.
Selvom det ikke er nye ord fra min mund, så mener jeg at det udmærket kan gentages adskillige gange. At indtage det standpunkt at det er ligegyldigt, når bare det på en eller anden måde hedder noget med at ”flippe”, vil være en forfladigelse af både det ene og det andet begreb.
I udsendelsen og i et medfølgende blogindlæg belyser jeg kort (og lidt unuanceret) denne forskel.
Det andet budskab er at Flipped Learning er mere end bare video, men at video kan være et godt valg – hvis man har tænkt sig om, inden man blindt vælger.
Anders ville i samtalen med mig rigtigt gerne tale om video, så podcasten kommer i sagens natur også til at handle en del om netop dette – det er ikke dumt, fordi video er fint og godt, når det bliver brugt og anvendt reflekteret og velbegrundet.
I bund og grund handler det om mere end bare ord eller benævnelser.
Flipped Classroom har som følgevirkning eller konsekvens at man som underviser følger en enstrenget vej, som lettere karikeret minder om en bageopskrift:
[su_quote]Tag 10g video, bland det med 500g hjemme- og lektieaktivitet, tilsæt 2dl træning i klassen og sæt det i ovnen et skoleår[/su_quote]
og så har du Flipped Classroom…
En sådan strukturændring mellem hvad man foretager sig hvor kan være ganske udmærket, men det er ikke det samme som Flipped Learning!
Flipped Learning er som udgangspunkt i højere grad en idé og tanke om hvordan man bedst muligt bedriver god undervisning varieret af mangfoldige tilgange, som skræddersyes den enkelte klasse og den enkelte elev, således at eleven kommer i centrum for sin egen læring.
Selve metoden for at opnå dette kan være lige så forskellig som der er forskellige lærere og forskellige elever, men afgørende er det at huske på at eleven eller den som skal lære har en stemme og et behov, som kommer før en fastlagt plan og et ubøjeligt skema som rammefaktorer.
Eleven skal altså træffe beslutninger, stille spørgsmål, forundres, undersøge og gå på opdagelse sammen med læreren der støtter og udfordrer i et afvekslende, dynamisk og innovativt læringsmiljø.
Helt kogt ned til næsten ingenting, så kan forskellen meget firkantet formuleres som at ”Classroom” adresserer begreberne hvor og hvornår, mens ”Learning” ser på hvordan og hvem.
Flipped begrebet skal ses som en kontinuerlig bevægelse og ikke kun en enkelt 180° drejning. Det er både en didaktisk, mediepædagogisk, læringsmetodisk og læringsteoretisk indgang til undervisning og læring.
Det betyder altså at gode, gamle sager som pædagogisk og didaktisk tænkning, dannelse, demokrati, selvforvaltning, samtale og valgmuligheder stadig er helt essentielle for en undervisers virke, hvis denne skal etablere dynamiske og varierede læringssituationer der har bund i både observationer, overblik, evalueringer og differentieringsmuligheder.
Det handler om meget mere end video!
Det handler om et flip eller et skifte fra at være ”indholdsleverandør” i begyndelsen af en undervisning til at indhold, læringsobjekter og læringsressourcer (og dermed også menneskelige) bliver delt, skabt og leveret efter behov – på det tidspunkt, hvor den lærende skal bruge det. Der er således ikke én vej eller én metode, én kanal eller ét medie, som egner sig bedst, men i højere grad en blanding af mange og en række valgmuligheder.
Og ét af valgene kan være video!
Video
Hvis du har lugtet blot en lille smule til Flipped Learning, så er jeg også ret sikker på at du er stødt ind i alt det her med video.
Flipped Learning er havnet i en situation, hvor man næsten identificerer det at flippe med det at bruge video i sin undervisning.
Jeg oplever at det giver anledning til en række problemer, idet jeg ofte hører udsagn som:
Jeg kunne godt tænke mig at flippe, men…
– jeg har ikke tid til at lave alle de videoer
– jeg har ikke ressourcerne til at lave video
– jeg har ikke evnerne til at lave video
– jeg synes at jeg lyder dum eller ser fjollet ud på video
Der kan være alle mulige gode løsninger på ovenstående udfordringer, men min pointe er at Flipped Learning ikke er lig med video!
Man kan skabe et klassemiljø, som baserer sig på Flipped Learning også uden video. De to ting er ikke indbyrdes afhængige og faktisk, så har man lystigt bedrevet “Flipped Learning” før man kunne producere video lige så nemt og lige så hurtigt som man kan i dag (læs evt. del 1 i “Flipped Learning – mere end bare video“).
Didaktisk fantasi
Vi kan med fordel frakoble video som en nødvendig og iboende forudsætning for det at bedrive Flipped Learning og dermed fokusere på noget andet, hvis blot vi husker at video nogle gange giver supergod mening
Lad os i stedet fokusere på hvad vi vil med undervisning og skole. Lad os fokusere mere bevidst på de grundlæggende beslutninger, som vi træffer både implicit og eksplicit hver eneste dag vi agerer som undervisere – lad os dyrke didaktisk fantasi!
Lige præcis i dag d. 01. december begynder julen for alvor!
Udover at det er dagen, hvor børn over det ganske land åbner julekalender og begynder at vente til d. 24., så er det altså også dagen hvor Dafolo melder ud at man kan bestille en ganske ny bog.
Bogen er afstedkommet af et samarbejde mellem gode mennesker fra SDU og UC SYD og omdrejningspunktet er Professionelle læringsfællesskaber og fagdidaktisk viden.
Bogen indeholder 11 kapitler, som på hver deres måde og med hvert deres blik giver nogle bud på, hvordan et visionært og åbent samarbejde mellem pædagogisk professionelle, der fokuserer på elevers læring og undersøgelser af praksis, kan være med til at fremme en mere fælles fagdidaktisk viden.
Bogens ærinde er at anskue og give handlingsanvisninger ind i den udfordring at læreres fagdidaktiske viden generelt kan have en tendens til at overvejende at være individuel og personbundet, fordi den primært aktiveres i den klasseundervisningen, som man typisk er alene om. Der ligger altså en udfordring i, hvordan den i højere grad kan deles med andre i skolen og dermed omformes til en kollektiv ekspertise.
Bogen har nye, oversatte bidrag fra Lee S. Shulman, Judith Warren Little og Andy Hargreaves.
Roland Hachmann og jeg har i fællesskab skrevet et kapitel, som fokuserer på det at “massere” fællesskab online. Inspiration er bl.a. kommet fra Gilly Salmon og blikket er skærpet ind i hvad og hvordan med netbaserede læringsplatforme.
I et Flipped Learning perspektiv, så kan man umiddelbart tro at der ikke er megen “flippen” i det… Men hvis man medtænker at én af de positioner man som lærer kan (og bør) indtage netop er en virtuel, asynkron og netbaseret, så giver kapitlet en række råd og helt konkrete handleanvisninger i hvordan man kan gebærde sig i det virtuelle samvær.
Samlet giver bogen en ny ramme at diskutere forholdet mellem læreres fagdidaktiske viden og deres samspil med fagkolleger.
I italien sker der andet og mere end at der bliver bagt pizza, kørt på Vespa og sagt: “Ciao bella” – ikke at det ikke også sker, meeen…
Jeg har netop været i Piazza Armerina (Sicilien, Italien) til det første møde i projektet “INTEMIS”, som er en lidt mere mundret forkortelse for “Innovative Teaching Method for an Inclusive School”.
Piazza Armerina er for mig billedet på det mest ur-italienske-godfather-bybillede man kan forestille sig. De gamle mænd mødes på torvet, kirkeklokkerne ringer, espressoen flyder i stor hast og maden er rigelig og gyderne er smalle. Set i dette lys så er bagtæppet til et projekt om moderne og innovativ undervisning er for så vidt lidt sjov, men måske netop derfor meget velvalgt.
Projektet kører i regi af Erasmus+ og en række partnerorganisationer – herunder UC SYD. Projektet har som målsætning at udvikle og uddanne erhvervsundervisere under det såkaldte “Vocational Education And Training” i brug og inddragelse af de mest innovative og fremsynede strategier, undervisnings- og læringstilgange og helt specifikt er der sat fokus på Flipped Learning.
Det overordnede mål for INTEMIS er at uddanne “VET teachers” i brug af blandt andet Flipped Learning og (noget af) det interessante er den unikke kobling mellem helt vidt forskellige parter – her er “aftagere” fra professionen, hvor lærere får mulighed for at udvikle og fordybe sig i Flipped Learning, didaktik og tankesæt, som har afsæt heri. Der er private interessenter, som skal agere ind i feltet undervisning med facilitering og (it)redskaber netop for at give mulighed for at lærerne arbejder og udvikler. Der er universitet og University College, som i højere grad skal dessiminere viden til målgrupper, og mobilisere fund og resultater fra og i processen.
Forudsætningen for at de italienske lærere kan arbejde med Flipped Learning og innovative undervisningstilgange er for mig at se en professionsfaglig kompetence, der rummer mere end “bare” fagfaglighed. Der skal i sagens natur være både et opdateret fagsyn, en fagdidaktisk kompetence og en helt basal undervisningspraktisk kompetence, som fast fundament før end man kan give sig til at udvikle, innovere og intervenere i en praksis, hvis det skal fungere uden frustration. Hvis denne professionsfaglig kompetence er ustabil og usikker, så er der i langt højere grad risiko for at forstyrre negativt end at stilladsere og udvikle nye didaktiske kompetencer.
Partnerne i projektet har vidt forskellige udgangspunkter og forudsætninger for at deltage, så de italienske lærere bliver udsat for både private virksomheder, der driver og drives af teknologi og som er kompetente e-lærings-folk, samtidig med at de bliver mødt af undersøgende og understøttende blikke fra universitet / University College og bliver parret med skoler, der har en grundig og solid praksiserfaring ind i både det digitale og det at flippe.
Konsekvensen af dette bliver, for mig at se, blandt andet at jeg kommer til at bevæge mig i og og være med til at bedrive en interventionsforskning, som på den ene side er velfunderet og praksisnær, mens den på den anden side kommer til at skulle fare med lempe i forhold til understøttelse og systematisk og strategisk spredelse af resultater, fund, didaktiske greb og nyvundne kompetencer hos de deltagende lærere.
I det omfang at man kan tillade sig at sige at der findes noget sådant, så finder jeg det interessant at opleve om og hvad de italienske lærere synes om mit eller vores danske syn på undervisning.
Projektet er blot lige begyndt og løber frem til september 2018, så jeg har rigelig tid til at blive klogere – heldigvis.
Jeg vil løbende indføje nyt om og fra projektet på disse sider, men hold dig ikke tilbage, hvis du vil vide mere – du er velkommen til at tage kontakt.
Nogle gange er det velsignet at have børn og andre gange giver det anledning til lidt bøvl. I mit tilfælde gjorde det sidste sig gældende i dag.
