Kategorier
Blog Flipped Learning Video Web2.0

Se video sammen

Jeg har tidligere skrevet en smule om video og videokonference, men video er jo ofte også blot “konsumerende”. Det er ikke altid at vi bruger video til at se hinanden og samtale, men med mellemrum beder jeg mine elever se en film på YouTube, Vimeo eller noget helt andet.

YouTube kan være et rigtigt fint sted at finde video, som understøtter ens undervisning, men jeg har altid selv befundet mig i den situation at jeg enten skal give eleverne en URL, som de så ser hver for sig eller jeg skal samle alle elever og så ser vi i fællesskab.

Ganske ofte har “fælles-kigningen” givet anledning til at eleverne har haft lyd til eller brug for at kommentere undervejs og jeg har næææsten altid sagt: “Vent til bagefter!” med det resultat at der stort set aldrig er nogen der har præcise spørgsmål eller kommentarer.
Når videoen er slut, så er det ofte mere følelsesbetonede kommentarer og betragtninger, som jeg kan hive ud af min elever. De synes at den er god, kedelig, sjov eller noget helt andet. Snakken bliver først kvalificeret når de genser video i forbindelse med en konkret opgave og på det tidspunkt har de ikke nødvendigvis hinanden til at diskutere med.

Jeg arbejder i skrivende stund (marts, 2012) et en-til-en miljø med én computer til hver eneste elev. Det har mange fordele, men det har også den ulempe at eleverne har mulighed for at “lukke sig om sig selv”. Videoen eller opgaven kan blive meget isoleret, medmindre jeg laver et konkret afsæt, hvor de skal lave noget sammen.

Og dette “sammen” behøver ikke nødvendigvis at være fysisk ved siden af hinanden. Internettet gør det muligt at arbejde sammen på tværs af lokalitet og samtidig med at filmen eller videoen ses.

Der findes et hav af videokonference-redskaber, som man kan bruge, men jeg har også fundet et ret nemt tilgængeligt værktøj, hvor der er mulighed for at se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Watch2gether giver mulighed for at man skaber et “rum”, hvor man så i fællesskab kan kigge video. Denne gratis service har et rimeligt “rent” udtryk og er ikke proppet med alskens reklamer, så i skole-øjemed er det nok ikke helt dumt. Man kan se video fra både YouTube, Vimeo og andet.

Princippet er ret lige ud ad landevejen – man lægger ud med at skrive det brugernavn, som man ønsker at have, indtaster adresse på video eller søger efter den. Når video’en spiller kan man også her chatte, skrive og kommentere sammen med alle dem som har Watch2gether-adressen (som er i øverste højre hjørne). Det som man skriver er naturligvis synligt for alle andre som har adressen.

God fornøjelse!

Kategorier
Blog Flipped Learning Video

Billeder eller ej

VideoRejseholdet fra TV-serien af samme navn rendte engang i midt 90’erne rundt med supersmarte telefoner, fra før det hed SmartPhones. Hver gang de talte sammen, så var det ikke nok at tale, men de skulle også absolut se på hinanden samtidig. Dengang var det ”toppen af poppen”, supercool eller hvad vi nu kaldte det, men af en eller anden årsag vandt det ikke voldsomt meget indpas hos andre end Fischer, LaCour og Johnny i lastbilen.

Senere er udviklingen gået i den retning at vi næsten alle sammen har erhvervet os en eller anden dims, som enten hedder HTC eller Apple til fornavn. I dag kan man uden de store vanskeligheder og uden de store økonomiske udlæg snakke sammen OG se hinanden uanset om det hedder FaceTime eller Skype eller noget helt andet. Jeg kender bare ikke nogen der gør det! Jeg har tænkt lidt over hvorfor…

 

Det er kikset og upraktisk

Først og fremmest er det upraktisk – det er lidt småkikset at stå i bussen, toget eller et andet offentligt sted og udbasunere sin samtale til alle andre. Formodentligt er det det som Carmen Egido kalder “a social embarrassment” eller “Negative emotions” (Læs artikel som pdf her). En videosamtale forudsætter derfor et sæt høretelefoner for ikke at afsløre alt for meget af sin samtale med omverdenen. Og sådan nogen har jeg i hvert fald ikke altid med mig. Desuden er det lidt underligt når man pludselig får et svar fra fremmede mennesker, fordi de tror at man taler til dem 😉

Der foruden så er der også et etisk aspekt – det er ret vanskeligt at filme sig selv og kun sig selv, når man bevæger sig rundt. Hvem siger at alle ens medmennesker også har lyst til at deltage i private samtaler, om end det kun er ganske lidt?

Og… Det gør altså lidt ondt, når man vandrer ind i en lygtepæl…

Det kan godt være en udfordring at se hvor man går, samtidig med at man skal se ind i sin lille medbragte skærm.

Så altså – ikke den helt store succes! Og ikke den helt store chance for at det hele vender og vi alle brager rundt og videosamtaler her i overmorgen!

 

Videokonference i skolen

Men hvordan så når vi vender blikket væk fra de små til de store skærme?

Video- eller telekonferencesystemer har de sidste 30 år været en mulighed på den ene eller anden vis. Med internettets udbredelse har der også været en vid udstrækning af nye videokonferencemuligheder med spillere som Skype og Adobe Connect, som nogle af de større. Teknologierne har ofte været anskuet i den almene befolkning som en halv-futuristisk sammensmeltning der ligger imellem almindelige ”face-to-face” samtaler og så telefoniske samtaler. De er blevet spået store muligheder og store markedsandele, men alligevel er det ikke noget som alle og enhver har taget til dig – de er landet i et niche-marked og en af nicherne er tilsyneladende uddannelsesområdet.

Ret beset er det jo interessant at et marked, som netop uddannelsesområdet forsøgsvis tager videokonferencemulighederne til sig. Traditionelt har uddannelsesområdet ikke rådet over de helt store økonomiske midler, så der må være en gevinst…

 

Og hvad opnår man så?

Efter at have været deltager i min første ”undervisning” via et videokonferencesystem, så er mine overvejelser at det først og fremmest er interessant. Jeg oplevede (for egen regning) en lidt underlig optagethed over egen tilstedeværelse. Jeg konstaterede at jeg pludselig sad med nogle lidt fremmede interpersonelle og metareflektoriske tanker omkring hvor jeg var, hvad jeg gjorde og om jeg nu sad ordentligt, larmede for meget, så ordentlig ud og sådan. Tanker som jeg normalt ikke har, hvis jeg bliver undervist i et traditionelt klasserum med tilstedeværelse. For mig var det, om ikke en forhindring, så i hvert fald en situation som krævede tilvænning.

Men… Når denne tilvænning er overstået (og det er jeg ret sikker på at den bliver), så oplever jeg også muligheder for læring, uddannelse og udvikling, som ellers ikke er en mulighed.

Et interaktivt og virtuelt klasserum tillader en distancedeltager ikke alene at modtage et ”feed” fra klassen, men det giver også mulighed for deltagelse og interaktion. Vedkommende som deltager på distancen får mulighed for at stille opklarende spørgsmål, kommentere undervejs og generelt være med, næsten på samme måde, som hvis vedkommende sad i et traditionelt klasserum.

Gevinsten må altså være fleksibilitet!

Jeg tror ikke at man får en bedre undervisning via distancen og jeg tror faktisk ikke engang at man får en lige så god undervisning, som hvis man sad sammen, men det giver en stor mulighed for fleksibilitet og det giver mulighed for at være deltager i noget, som man ellers ville have været afskåret fra.

Der er en helt masse ”men’er” – jeg kan se at selv et relativt simpelt system som det jeg oplevede indeholder en masse faldgruber, muligheder for at miste overblik, distraktion og behov for at være mere end en enkelt person til at afvikle sessionen. Alligevel er jeg ret sikker på at det er en stor gevinst i forhold til alternativet, som kan være ”ingenting”.

Jeg ser frem til at lære mere, blive lidt klogere og forhåbentligt også noget mere fast i mælet med hensyn til hvad jeg skal mene om det hele.

 

-Peter

Kategorier
Blog Flipped Learning Video

Gratis undervisning – på video

Jeg har for ganske nyligt konstateret at det berømte Stanford University bedriver godgørende, filantropisk virksomhed – man kan få gratis undervisning. Endda gratis undervisning i sager som ikke er gamle, gentagende eller forbi ”sidste salgsdato” – det handler om kunstig intelligens, databaser, applikationsudvikling og sådanne emner.

Der er med andre ord tale om kurser eller uddannelsesforløb, som er basis i en ret bred vifte af fremtrædende teknologier i dag. Og det giver åbenbart stor mening – der er mere end 58.000 mennesker som har indskrevet sig på kurset om kunstig intelligens.

Kurserne er alle fjernundervisning. De benytter en vifte af teknologier – der skal læses, der er diskussionsforum, man skal testes og ikke mindst skal man se på videoer, som er omdrejningspunktet for det hele.

Flere tilbud

Tilsyneladende er der en række universiteter, som benytter sig af at tilbyde gratis undervisning.

Massachusetts Institute of Technology (MIT) har lagt næsten 2000 forelæsninger online, som en del af deres OpenCourseWare-projekt.

iTunesU findes mere end 100.000 gratis videoer og kurser. Senest har den norske kommune Telemark Fylkeskommune omlagt undervisningen på gymnasierne, sådan at de bliver suppleret med video fra iTunesU. Og de norske universiteter har arbejdet med iTunesU siden 2009.

Derudover findes der et væld af online undervisningsressourcer baseret på video:

Academic Earth
YouTube Edu
Videolectures.net
Og formodentligt den mest berømte – Khan Academy

Man kan finde pensum, opgaver, eksaminer, powerpoints og forelæsning en masse – med andre ord er der tale om en undervisningsmæssig guldmine, som nok ikke bare skal overses.

Synkront eller asynkront?

Videoerne er ikke synkrone i tid, men optaget og lagt frem til lejligheden. Nogle er velproducerede og andre minder mere om her og nu optagelser og optagelser af de forelæsninger, som ellers foregår på universitetet. Fælles for dem alle er at de er lavet, således at der ikke bliver stillet spørgsmål etc. Der bliver ikke forsøgt at skabe interaktion med beskueren, eleven eller kursisten om man vil. Det asynkrone tilsnit afgører i større eller mindre grad på forhånd at man ikke vil have her-og-nu interaktion.

Dette er jeg lidt ambivalent med. På den ene side strider det imod den forståelse jeg har af undervisning som noget, hvor man er (med)skabende, aktiv, interagerende og sammen med andre om at løse et problem, og på den anden side så passer denne ”tankpasserpædagogik” faktisk udmærket sammen med at eleverne kan og skal arbejde selvstændigt med materialet.

Film og video er et medium som elevene kender godt i forvejen. De trives med billeder og lyd i mængder, som vi ”gamle” kan have svært ved at forstå.

På denne måde kan eleverne også tilegne sig stof gennem både øjne og ører og ikke bare via læsning. En ekstra dimension er også at de elever, som kæmper med større eller mindre grader af dyslektiske vanskeligheder, pludselig får indhold ”foræret”, som de eller ville skulle arbejde voldsomt hårdt for at få scannet, læst op forstået og bearbejdet.

Generelt er jeg overbevist om at brug af video som et konsumerende medie har en plads i fremtidens skole. Det et nemt at tilpasse, eleverne kan køre i deres eget tempo, de kan tage pauser, spole og behøver ikke at være til stede i klasserummet.

Jeg tænker det ikke som en erstatning for læreren, men som et tillæg og en ekstra dimension!

Translate »