Er video et vidensmedie?

Jeg har brugt 3 timer en sen aften i selskab med en flok fra min MiL-uddannelse. Aftenen gik med at “lege med video” og snakke om “videkonferencens didaktik”.

Udover at det var hyggeligt, så melder der sig også en række refleksioner.

Nøøj, hvor er der langt igen, hvis jeg skal bruge det her som underviser eller tilrettelægger…
Tænker jeg som det første efter 3 timer med masser af video, masser af skratten, masser af forvirring og masser af viden.

Jeg har lært en masse – både om mig selv og om nogle af de muligheder, som videokonferencen har og ikke har. Men alligevel sidder jeg tilbage med en lidt blandet følelse af både iver og afmagt – iver i forhold til at der er masser af muligheder, uudforskede hjørner af alt det som vi bare kalder for videokonference og en følelse af afmagt i forhold til at vi lader os styre så voldsomt af teknikken, som vi gør. Fokus forsvinder og vi (jeg) lader os glide væk fra det, som jeg egentligt opfatter som det egentlige, nemlig tilegnelsen af viden.

Lad mig forklare!

 

Video er underholdning

Jeg har altid anset video, som et underholdningsmedie. Video har jeg anset som værende et værktøj, man kunne bruge til at formidle underholdning på en eller anden måde. Godt nok har jeg i min egen skoletid oplevet video bragt ind i undervisningen og jeg har selv som lærer brugt video, men altid sammen med noget andet. Videoen har været udgangspunktet eller igangsætter for at lave noget andet eller noget ”rigtigt” fagligt.

Videoen har altså ikke fået eller blevet givet plads til at være andet end sjov eller indledning.

Indgangsbønnen til valgmodulet ”videokonferencens didaktik” har for min side helt klart været noget med at ”nu skal det være anderledes!” – jeg vil se lyset og jeg vil opleve hvordan video og videokonference kan bibringe undervisningen noget andet eller en større dimension.

Jeg er helt overbevist om at ex. anvendelsen af video til underholdning gøre at det bliver et underholdningsmedie og ikke et forhold ved mediet selv. Hvis nu mediet bliver anvendt anderledes og den samme betragtningsmåde sættes på viden, så kan vi ”vende bøtten” og lade video blive til et vidensmedie alene fordi vi bruger det som et sådant. Hvis vi anvender det til formidling, kommunikation og læring, så bliver det jo netop til et vidensmedie i stedet for.

For mig at se er det kommunikationsprocessen, som er afgørende – måden mediet bliver anvendt på afgører hvad det er for en type medie – det er ikke mediet selv.

Så altså… denne dialektiske kobling imellem viden og medier fortæller at hvis blot vi beslutter os for at video skal være til viden og læring, så bliver det til et vidensmedie og vi kan både lære og undervise igennem dette.

Eller? Er det så nemt?

Bliver mediet blot til budskab – The medium is the message – som McLuhan fortæller? (McLuhan, 1964).

 

Det kræver øvelse

Aftenens 3-timers-seance har vist mig at det ikke er helt så nemt.

Jeg var i selskab med en række mennesker, som alle havde til hensigt at aftenen skulle bruges til at blive klogere, så udgangspunktet var fint.
3 grupper, som alle havde forberedt sig, lavet videoer, slides, taget billeder og andet sjov, men alligevel så jeg pludselig mig selv være ude af fokus og bruge mere tid på at vente på at ”de andre” blev færdige med deres opgave, så vi kunne komme videre. Undskyldningerne er mange og forklaringerne næsten lige så mange, men faktum er at det ikke lykkedes helt for mig. Jeg oplevede ikke videokonferencen som et overbevisende vidensmedie den aften, desværre…

 

Hvis jeg skal opsummere, så kan jeg for mit vedkommende koge det ned til ret få punkter:

1) Uenighed om diskurs – hvad ville vi egentligt med denne aften? Udforske, lege, diskutere muligheder, prøve med at lave ”rigtig” undervisning? Vi var tilsyneladende ikke enige og vi nåede aldrig at reflektere over denne uenighed, men kørte hvert vores spor og setup.

2) Tid! 3 timer er simpelthen for længe – efter 2 timer, hvor den ene time havde været med mig selv i førersædet, så kogte jeg. Jeg havde ikke rigtigt overskud til en hel time mere. Jeg var fyldt op af arbejdet med at filtrere, stemmer, forsøge at sanse ansigtsudtryk, frasortere støj og idet hele taget have styr på ”hvem der siger hvad til hvem og hvor skal vi nu hen?”

3) Teknik – Nøj, hvor er det dog irriterende, når det driller! Problemet med teknikken var for mig at se tvedelt. En side kunne vi ikke gøre så meget ved, nemlig den rent tekniske med støjende mikrofoner, webcams der ikke virkede, manglende båndbredde etc. og den anden side er mestringen af teknikken – at slukke for mikrofon, at trykke på de rigtige knapper, at komme det rigtige sted hen etc. Her kan vi heldigvis blive dygtigere og bedre, men jeg tror altså at der er langt til vi er eksperter eller bare kyndige udøvere, som de to Dreyfus-brødre kalder det (Dreyfus 1980).

Jeg kæmper lige nu med at se hvad det her kan bruges til i ”virkelighedens skole” – der hvor lærerene ikke altid er hverken halvt eller helt Master i noget som helst digitalt, der hvor der er mange børn som lader sig forstyrre og der hvor lærerene ikke nødvendigvis kan eller vil bruge en masse tid på at mestre endnu mere nyt.

Jeg har lige nu lidt svært ved at se et scenarie, hvor videokonference bliver brugt til noget i undervisningssammenhæng, hvor ikke alle parter er 100% enige om at de vil have noget ud af kunststykket – det er udmærket til møder, men undervisning af den slags med spørgsmål, debat og fælles undren og ikke bare en forelæsning eller en vejledning?!

Jeg kan til gengæld se rigtigt mange muligheder for at det ikke kommer til at virke, desværre.

 Jeg håber at jeg bliver klogere!

-Peter