Jeg har tænkt lidt de seneste dage (tro det eller ej). Jeg er lidt i et dilemma omkring hvad jeg gerne vil eller hvad jeg gerne vil tro og så på den virkelighed jeg oplever rundt omkring på de uddannelsesinstitutioner, hvor jeg færdes. Jeg kan ikke helt komme overens med om vi generelt er for fokuserede på teknologien, på hvad der skal laves og hvordan det skal gøres, mere end hvorfor.
På den ene side tænker jeg at hvis ikke vi fokuserer på teknik, så får vi aldrig mulighed for at skifte fokus til læring, hvis altså læringen skal foregå med og igennem it.
Omvendt så kan jeg også være tilbøjelig til at tænke at vi bruger for mange kræfter på teknologien og bør lade den “komme med som naturligt vedhæng”, når nu vi bedriver læring. Problemet med det sidste er så bare, at jeg så kommer til at være ligesom alle de andre, der blindt stoler på at it ikke er en forhindring for læring, fordi “det kan de jo godt i forvejen”.
Min virkelighed viser bare med al tydelighed at “de” kan ikke bare altid i forvejen.
De digitalt indfødte
At være digital indfødt indebærer jo også helt praktiske ting. De unge skal have haft umiddelbar adgang til teknologier, de skal være vokset op uden negative præferencer imod de digitale medier og de skal handle om mere end at være i stand til at sende supermange SMS’ere. Det handler om at genkende og anvende teknologierne kreativt! Og det handler om en naturlig fortrolighed med teknologi og ikke den kejtethed, som jeg i hvert fald også kan møde.
Udtrykket digitale immigranter anser jeg heller ikke for værende specielt præcist. Det overser det faktum at også et par dage før 1980, så blev der født og udviklet opfindere, entreprenører, designere og teknologiske ”First-movers”. Det indeholder en generalisering, som stort set hver eneste generation har været pålagt i en eller anden form – enten er der tale om zappere, videonarkomaner, målorienterede, flippere eller noget helt andet. Generaliseringer passer oftest meget dårligt til virkeligheden, selvom det gør virkeligheden meget mere håndgribelig og overskuelig.
Bente Tobiesen Meyer, lektor ved Århus Universitet og forsker i bl.a. Serious Games, skrev for snart et år siden på sin blog:
En lærer nævnte for nylig for mig at hun mente at en af de væsentligste forhindringer for at it bliver brugt innovativt i skolen er, at it er elevernes redskab, ikke lærerens. Eleverne vil altid være foran læreren hævdede hun, fordi eleverne er vokset op med teknologien og mestrer den, ser dens muligheder, hvorimod lærerne vil være tilbøjelige til at bruge teknologien som de vil bruge andre læremidler, og gennemgående tænke “traditionelt”. Jeg tror at argumentet er kendt af mange, og muligvis også følt på egen krop af mange lærere. Men denne form for generationstænkning er efter min mening også problematisk, dels fordi mange lærere faktisk er kompetente it-brugere i deres hverdag (dvs. de bruger mobiltelefon og computer til at kommunikere, handle på nettet, tage billeder, søge information osv.), dels fordi íinnovationspressetí bliver et argument for om man kan (eller vil) bruge it “rigtigt”.
Læs resten af indlægget på Bente Meyers blog.
Spørgsmålet er om der findes valide og tilstrækkeligt dokumenterede fakta omkring hele denne diskurs. Marc Prensky, som har fundet på udtrykket, er selv noget ”løs i mælet”. Hans formuleringer bærer præg af formodninger og generaliseringer.
Du er ikke alene…
Når man skuer ud over det digitale landskab, så er der andre som jeg der ikke nødvendigvis synes at verden er så sort/hvid, som mange gerne vil gøre den til.
Hollænderen Van Den Beemt har undersøgt og forsket i “Digital Natives”. Han er kommet til den konklusion at de unger ikke er specielt ekvilibristiske ud I brugen af medier og teknologi. Ligesom resten af befolkningen, så er kun ca. 9% producenter af digitalt materiale, andre 9% er computerspillere og resten på ca. 40% hver er traditionelle brugere og netværkere. Det giver ikke det samme entydige billede af unge superbrugere, men unge som har en begrænset specialviden indenfor et helt bestemt felt af it-‐området.
Mark Bullen som er ansat på British Columbia Institute of Technology som forstander har oprettet en blog med titlen ”Net Gen Sceptic”. På denne blog fordriver han tiden med at forsøge at afmystificere megen af den retorik, som kendetegner emnet. Han siger blandt andet i artiklen “Net generation nonsense…“:
…my basic point is that the claims about this generation are not based on research. They are speculations that emerge from anecdotal observations and from a techno-‐utopic view of the world and a fascination with technology. I don’t dispute that this generation is different than previous generations. Every generation differs from the previous in some way. The social, political and technological context changes so this is bound to have an impact on the people growing up at that time. But before we start making radical changes to the way to do things in education we need some evidence.
Efterhånden som vi langsomt bevæger og videre i det andet årti af det nye årtusinde, så synes andre vanskeligheder også at knytte sig til indfødt/immigrant dikotomien. Der er tale om en analogi, som ret præcist er knyttet til alder og sted -‐ den nuværende diskurs koncentrer sig i stor stil med unge, som har adgang til teknologi og samtidig glemmer eller undlader alt om hele den del af befolkningen for hvem en computer er noget der står i skolen eller det er højest noget, som står hos kammeraterne.
Min pointe er blot den at fordi en hel eller en del af en generation er dybt involveret i digitale teknologier til fritidsbrug, social kommunikation og underholdning, så betyder det ikke nødvendigvis at de ønsker at eller kan bruge denne viden i mere formelle læringssituationer.
Mit afgørende budskab er forhåbentligt klart:
En lærer skal ikke blot antage at en elev er i stand til at implementere nye og fremstormende teknologier i en kontekst som skole og formaliserede læringssituationer, blot fordi denne er i stand til at benytte (nogle) af dem i fritiden.
-Peter
4 kommentarer til “Immigranter og indfødte”
Hej Peter,
Tak for din blok. Jeg er selv i øjeblikket sammen med et par kolleger ved at skrive en artikel om digitale natives. Jeg har selv gjort op med berebet ‘digital natives’ (som jeg har kaldt ‘digital naïves’) i et par blogs.
Jeg skriver i øvrigt selv en blogpost om et part dage om emnet. Jeg vil her bare henlede din opmærksomhed på en bog, jeg selv har meget glæde af: ‘Deconstructing Digital Natives. Young Peaople, Technolgoy and the New Lieteracies’.
Som du også fremhæver, så er der ikke noget empirisk belæg for en generationel evne.
Jeg er dog ikke så interesseret i ‘teknisk kompetence’, som du er inde på i din blog. Jeg er mere interesseret i kompetencer på de næste niveauer, altså hvad man bruger den (i øvrigt manglende) tekniske beherskelse til.
Når det er sagt, så er det dog et problem, at mange lærere bruger de unges tekniske ‘kunnen’ som en undskyldning for, at de så ikke behøver at interesserer sig for digitale medier – de vil jo aldrig komme op på det niveau, siger de, fordi de ikke gider/orker/prioritere at udvikle sig – i hvert fald ikke i den retning.
Vi fortsætter diskussionen.
Hej Peter.
Jeg er helt enig med dig i mange af dine betragtninger.
De unge køber og bruger jo ikke teknlogierne i deres fritid som læringsobjekter. Når en ung køber en mobil er det hovedsageligt som et kommunikationsmiddel til at holde kontakt med venner (og måske stadig, også lidt socialt/status betinget). De tænker ikke jubbiiii. podcasting, videodokumentation, qr-koder i undervisningen osv.
De lever med medierne og det de kan er vel, at se dem som en integreret del af alt det de gør i alle kontekster. De er deres virkelighed.
Der hvor det bliver interessant er, hvor læreren står i alt dette her. Som du selv skriver, vil de unge altid være et skridt foran, når det gølder den generelle håndtering (de tekniske aspekter biver heldigvis mindre og mindre.) Men det at bruge medierne formålsspecifikt i en læringskontekst. Her SKAL læreren træde til. At iscenesætte mediet så det er tydeligt, hvad mediet kan i netop en kontekst som skolen. Det forventer de unge også.
Jeg er på dette punkt enig med Jeppe Bundsgaard når han påpeger at vi ikke skal blive ved med at investere i nyt, nyt og nyt teknologi, men også at udvikle metode og didaktik til det vi har.
Problemet som jeg har påpeget flere gange er, at vi tager en teknologi og spørger os selv: “hvad kan vi så nu?” i stedet for at sige:” Vi har brug for…hvilken teknologi kan vi bruge?”. Derfor er meget af den teknologiintegration vi ser i uddannelsesistitutionerne uden et prædefineret formål. Og derfor strander tingene ved, at vi skal lære teknologi, ny teknologi og nyere teknologi…
Hvis det fortsætter vil medierne altid forblive noget eksplicit for læringen. Noget oveni.
Min pointe:
I stedet for at sige hvad og hvordan, skal vi hellere starte med at sige hvorfor?
Lidt litteratur til listen kunne også være at kigge på:
http://sorenschultzhansen.blogspot.com/
Søren har skrevet bogen “årgang 2012”. En af pointerne er netop at medierne ikke er et tilvalg, men en naturlig del af tilværelsen. Om nogen ville jeg mene han giver et godt billede på, hvordan vi kunne forstå det efterhånden udvaskede begreb “Digital natives”
/roland
rhachmann.wordpress.com
Hei Peter. Jeg er enig med deg i at selv om en elev bruker PC på fritiden er det fortsatt mye som mangler. Uttrykkene digitalt innfødt og digital immigrant mener jeg egentlig ikke burde brukes fordi selv om man er vokst opp med teknologi rundt seg (digitialt innfødt) så trenger det ikke bety at man har mye digital kompetanse. For en god stund siden intervjuet jeg noen elever og spurte dem f.eks. om dette med søk og kildekritikk, og de mente søk var google og wikipedia – og selv om de hadde hørt om at de skulle drive kildekritikk var de ganske usikre på hvordan det skulle utføres i praksis. Det var noe om å sammenligne kilder, men hva og hvordan var de slett ikke sikre på. Jeg tror mange skoler har for stort fokus på teknologien i seg selv, og det gjenspeiler seg f.eks. i hva slags opplæring man mener er nødvendig. Mange lærere skulle ønske det var en “oppskriftsbok” som var lineær i formen (ta to egg og en kopp sukker og rør sammen, tilsett mel og bakepulver, sett i ovenen), samtidig som bruk av teknologi ikke skal være et fag i seg selv. Det er jo heller ingen som vil si at læringsmål er “bruke blyant” når det er “lære å skrive små og store bokstaver” – men samtidig er det ofte læringsmål “å lage en presentasjon ved hjelp av digitalt presentasjonsprogram”. For meg er det viktigst å fokusere på den daglige bruken for lærerne når det gjelder implementering av IKT (IT). De må se hvilke fordeler teknologien har i forhold til f.eks. arbeidseffektivisering – tid som kan brukes til andre ting. Det andre er å vise hvordan teknologi kan understøtte læring, altså ikke verktøybruk (redskapskompetanse) i seg selv. Lykke til med videre arbeid 🙂