Ret tilfældigt faldt jeg forleden over en længere skrivelse fra undervisningsministeriet omkring snyd og plagiat: http://pub.uvm.dk/2003/plagiat/hel.htm
Den er ved at være gammel, men når jeg lytter til kolleger rundt omkring i skoleverdenen, så er den ingenlunde uaktuel. Til stadighed indgår vi alle sammen i samtaler, om hvordan vi tjekker opgaver for snyd, hvad vi skal gøre, når vi opdager det. I skolernes LMS’ere indkoopereres diverse systemer til plagiat-kontrol, og vi river os i håret over den manglende moral blandt de unge mennesker 😉
Det hele har fået mig til at tænke en smule over, hvorfor det mon er, som det er.
Nye praksisformer
I 2005 introducerede Tom O’Reilly begrebet Web2.0. Han anskuede ikke Web2.0 som en enkeltstående teknologi, men mere som en paraplybetegnelse for en række teknologier, der gav mulighed for nye praksisformer, baseret på frit tilgængelige værktøjer på internettet.
“Web 2.0 refers to the principles and practice of facilitating information sharing and social interaction by users generating, altering and uploading web-based content” (O’Reilly, 2005).
Web 2.0 begrebet kan altså ikke føres tilbage til en enkelt teknologisk udvikling, men der er mere tale om flere forskellige elementer, der tilsammen udgør, hvad vi kalder ”Web2.0”. I Danmark præsenterer Dohn og Johnsen også en vigtig forståelse af Web2.0 ved at kategorisere den som både teknologi og praksis.
“[…] web 2.0 kan anskues som teknologi og som praksis, dvs. som informationsteknologiske forudsætninger for produktion af indhold og som praksisformer, der aflejrer sig i et indhold, der imidlertid er i stadig bevægelse“. (Dohn og Johnsen 2009:s. 17).
At konsumere eller at distribuere?
Disse teknologier og denne praksis fremdrager et normsæt, som er karakteriseret ved et skift i brugerens rolle, hvor relationer, netværk og det kollektive har stor og essentiel betydning. Aktørerne går fra at være brugere og konsumenter til at være deltagere og producenter. Hvor ”det gamle” web1.0 var præget af envejskommunikation og længere udredninger, så er web2.0 er karakteriseret ved mikroindhold og åbenhed, hvor brugerens stemme har vægtigt indhold. En ånd, hvor brugerne konstant bevæger sig imellem forskellige typer af netværk med såvel stærke som svage sociale og faglige relationer, og hvor denne kan både opsamle og distribuere mikroindhold via sociale teknologier og sociale netværk som Google+, Facebook og Twitter. Der er således tale om en meget social og ofte kollaborativ proces og arbejdsform.
Web 2.0 praksis er brugere, der generer indhold og deler dette med andre brugere. Den skriftlige kommunikation ændrer sig til også at indeholde konversationer og interaktioner, som tager afsæt i andres indhold, hvor tekst, billeder og viden tagges, omskrives, genbruges og remixes til nye kontekster og meninger. Produktionen af viden bliver et distribueret afsæt og et fælles forfatterskab, hvor brugerne udnytter deres relationer i forhold til skabelse af ny viden og systematiseringen. Styringen og ordningen af viden ændrer sig fra den taxonomiske til den folksonomiske vinkel, hvor vi hver især ”tagger” og giver indholdet mening ud fra den kontekst, hvor vi skal bruge det.
Web2.0-ånden er altså en forandring fra at betragte produktion og viden som noget, der statisk kan lagres i databaser, på drev og mere en bevægelse imod at anvende åbne og netbaserede services, hvor man med et enkelt klik kan vælge at dele sine ting med resten og gøre dem anvendelige i andre kontekster end blot dem, som de oprindeligt var tiltænkt. Det er dermed muligt at tilgå andre brugeres ressourcer, og det lagrede bliver fleksibelt og formbart efter den enkeltes behov.
Snyd?
Hvis man anskuer ovenstående om Web2.0, og tænker på, at de unge mennesker, som vi alle underviser i skolerne i dag er opvokset med netop disse teknologier, og dette tankesæt, som en helt naturlig del af deres hverdag, så er det vel ikke SÅ underligt, at vi nogle gange fanger eleverne i at snyde… Det store spørgsmål er for mig at se blot om vi skal blive ved med at se på remix og genbrug, som værende snyd? Hvis andres materiale remixes og bruges i nye kontekster, er det så stadig snyd?
Hvor går grænsen mellem snyd, plagiat og så relevant og kløgtig genbrug i andre sammenhænge?
Hvis du vil læse mere…
Dohn, Nina Bonderup & Johnsen, Lars (2009)
E-læring på web 2.0
Samfundslitteratur, Frederiksberg
http://samfundslitteratur.dk/bog/e-l%C3%A6ring-p%C3%A5-web-20
O’Reilly, Tim (2005)
Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software
Oreilly.com 30.09.2005
http://oreilly.com/pub/a/web2/archive/what-is-web-20.html?page=1
En kommentar til “Lidt om Web2.0 og snyd”
Snyd?
Hvis man anskuer ovenstående om Web2.0, og tænker på, at de unge mennesker, som vi alle underviser i skolerne i dag er opvokset med netop disse teknologier, og dette tankesæt, som en helt naturlig del af deres hverdag, så er det vel ikke SÅ underligt, at vi nogle gange fanger eleverne i at snyde… Det store spørgsmål er for mig at se blot om vi skal blive ved med at se på remix og genbrug, som værende snyd? Hvis andres materiale remixes og bruges i nye kontekster, er det så stadig snyd?
Hvor går grænsen mellem snyd, plagiat og så relevant og kløgtig genbrug i andre sammenhænge?
Med reference til ovenstående kan man jo kun sige at medie verden hænger sammen ved at kopier og modificerer og på den måde skabe nye ting og elementer.
Med det sagt må grænsen jo ligge mellem direkte kopi og modificeret kopi af andres materiale, hvor sidst nævnte bør være tilladt for det er sådan det virkelige liv fungere.