Jeg har tænkt lidt de seneste dage (tro det eller ej). Jeg er lidt i et dilemma omkring hvad jeg gerne vil eller hvad jeg gerne vil tro og så på den virkelighed jeg oplever rundt omkring på de uddannelsesinstitutioner, hvor jeg færdes. Jeg kan ikke helt komme overens med om vi generelt er for fokuserede på teknologien, på hvad der skal laves og hvordan det skal gøres, mere end hvorfor.
På den ene side tænker jeg at hvis ikke vi fokuserer på teknik, så får vi aldrig mulighed for at skifte fokus til læring, hvis altså læringen skal foregå med og igennem it.
Omvendt så kan jeg også være tilbøjelig til at tænke at vi bruger for mange kræfter på teknologien og bør lade den “komme med som naturligt vedhæng”, når nu vi bedriver læring. Problemet med det sidste er så bare, at jeg så kommer til at være ligesom alle de andre, der blindt stoler på at it ikke er en forhindring for læring, fordi “det kan de jo godt i forvejen”.
Min virkelighed viser bare med al tydelighed at “de” kan ikke bare altid i forvejen.
De digitalt indfødte
At være digital indfødt indebærer jo også helt praktiske ting. De unge skal have haft umiddelbar adgang til teknologier, de skal være vokset op uden negative præferencer imod de digitale medier og de skal handle om mere end at være i stand til at sende supermange SMS’ere. Det handler om at genkende og anvende teknologierne kreativt! Og det handler om en naturlig fortrolighed med teknologi og ikke den kejtethed, som jeg i hvert fald også kan møde.
Udtrykket digitale immigranter anser jeg heller ikke for værende specielt præcist. Det overser det faktum at også et par dage før 1980, så blev der født og udviklet opfindere, entreprenører, designere og teknologiske ”First-movers”. Det indeholder en generalisering, som stort set hver eneste generation har været pålagt i en eller anden form – enten er der tale om zappere, videonarkomaner, målorienterede, flippere eller noget helt andet. Generaliseringer passer oftest meget dårligt til virkeligheden, selvom det gør virkeligheden meget mere håndgribelig og overskuelig.
Bente Tobiesen Meyer, lektor ved Århus Universitet og forsker i bl.a. Serious Games, skrev for snart et år siden på sin blog:
En lærer nævnte for nylig for mig at hun mente at en af de væsentligste forhindringer for at it bliver brugt innovativt i skolen er, at it er elevernes redskab, ikke lærerens. Eleverne vil altid være foran læreren hævdede hun, fordi eleverne er vokset op med teknologien og mestrer den, ser dens muligheder, hvorimod lærerne vil være tilbøjelige til at bruge teknologien som de vil bruge andre læremidler, og gennemgående tænke “traditionelt”. Jeg tror at argumentet er kendt af mange, og muligvis også følt på egen krop af mange lærere. Men denne form for generationstænkning er efter min mening også problematisk, dels fordi mange lærere faktisk er kompetente it-brugere i deres hverdag (dvs. de bruger mobiltelefon og computer til at kommunikere, handle på nettet, tage billeder, søge information osv.), dels fordi íinnovationspressetí bliver et argument for om man kan (eller vil) bruge it “rigtigt”.
Læs resten af indlægget på Bente Meyers blog.
Spørgsmålet er om der findes valide og tilstrækkeligt dokumenterede fakta omkring hele denne diskurs. Marc Prensky, som har fundet på udtrykket, er selv noget ”løs i mælet”. Hans formuleringer bærer præg af formodninger og generaliseringer.
Du er ikke alene…
Når man skuer ud over det digitale landskab, så er der andre som jeg der ikke nødvendigvis synes at verden er så sort/hvid, som mange gerne vil gøre den til.
Hollænderen Van Den Beemt har undersøgt og forsket i “Digital Natives”. Han er kommet til den konklusion at de unger ikke er specielt ekvilibristiske ud I brugen af medier og teknologi. Ligesom resten af befolkningen, så er kun ca. 9% producenter af digitalt materiale, andre 9% er computerspillere og resten på ca. 40% hver er traditionelle brugere og netværkere. Det giver ikke det samme entydige billede af unge superbrugere, men unge som har en begrænset specialviden indenfor et helt bestemt felt af it-‐området.
Mark Bullen som er ansat på British Columbia Institute of Technology som forstander har oprettet en blog med titlen ”Net Gen Sceptic”. På denne blog fordriver han tiden med at forsøge at afmystificere megen af den retorik, som kendetegner emnet. Han siger blandt andet i artiklen “Net generation nonsense…“:
…my basic point is that the claims about this generation are not based on research. They are speculations that emerge from anecdotal observations and from a techno-‐utopic view of the world and a fascination with technology. I don’t dispute that this generation is different than previous generations. Every generation differs from the previous in some way. The social, political and technological context changes so this is bound to have an impact on the people growing up at that time. But before we start making radical changes to the way to do things in education we need some evidence.
Efterhånden som vi langsomt bevæger og videre i det andet årti af det nye årtusinde, så synes andre vanskeligheder også at knytte sig til indfødt/immigrant dikotomien. Der er tale om en analogi, som ret præcist er knyttet til alder og sted -‐ den nuværende diskurs koncentrer sig i stor stil med unge, som har adgang til teknologi og samtidig glemmer eller undlader alt om hele den del af befolkningen for hvem en computer er noget der står i skolen eller det er højest noget, som står hos kammeraterne.
Min pointe er blot den at fordi en hel eller en del af en generation er dybt involveret i digitale teknologier til fritidsbrug, social kommunikation og underholdning, så betyder det ikke nødvendigvis at de ønsker at eller kan bruge denne viden i mere formelle læringssituationer.
Mit afgørende budskab er forhåbentligt klart:
En lærer skal ikke blot antage at en elev er i stand til at implementere nye og fremstormende teknologier i en kontekst som skole og formaliserede læringssituationer, blot fordi denne er i stand til at benytte (nogle) af dem i fritiden.
-Peter
