Tag: Featured

Kategorier
Blog Udvikling Web2.0

Videndeling på nettet

Hvis skolen primært benytter sig af uformel videndeling, kan det betyde, at vidensniveauer og -områder bliver meget forskellige og slutteligt vil det bevirke at opgaver bliver løst forskelligt fra person til person. Hvis skolen omvendt primært benytter sig af den formelle videndeling, hvor alle har ens adgang til de samme informationer, så tilgodeser man en ensartethed som kan være god og fornuftig, men samtidig kan man frygte at innovation og nytænkning neddrosles.

Hos lærere generelt opleves ganske ofte at videndeling i uformelle kontekster er yderst velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kaffe- eller kopimaskinen. Den løse snak er nemt, hyggeligt og brugbart. Alle lærerne skal arbejde med nogenlunde den samme slags børn og under næsten ens forhold, så det er ikke vanskeligt at finde sammenfaldende interesser og ensartede historier, som kan be- eller afkræfte tvivl og tro.

KaffeDesværre kan vi ikke altid stå og hænge med en kop kaffe i hånden ved siden af kopimaskinen. Lærerne har travlt og skal nå meget. Derfor er det også langt fra altid at læreren formår eller husker at dele den viden som han eller hun har ”opsparet” via erfaring og afprøvninger etc.

Det går ganske nemt med deling af løs snak hen over bordet på lærerværelset, men hvordan med deling af konkrete materialer? Hvordan med deling af ”de gode staldtips”? Og hvad med deling til alle dem, som man egentligt ikke kender? Hvordan med deling ud over skolens mure?

Personlige læringsnetværk

Heldigvis fungerer videndeling rigtigt godt hos mange. Der er mange lærere som udnytter internettet og Web2.0 og indgår i personlige læringsnetværk, et såkaldt PLN.

Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling og en uddannelse ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skullet lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng. Den store forskel er bare at nu kan det hele foregå ubundet af både tid og sted, man kan give til sit netværk, når man har tid og man kan tage, når man har behov.

Hvis du har lyst, så kan du læse lidt mere om PLN’er her: http://www.peter-holmboe.dk/2012/04/har-du-et-godt-pln/

Med udbredelsen af Facebook, Twitter, LinkedIn, Diigo og alle de andre sociale platforme er det efterhånden nemt at få det indtryk, at tankegangen om transparens, åbne netværk og fri vidensdeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling og læring. Diskursen er, at åbenhed og transparens altid er det rigtige valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne have lige så meget viden som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den frit – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.

Det virker

Faktisk er det ikke helt ved siden af… Selvom det nok ikke er løsningen på alle kvaler, så er det et gevaldigt skridt hen ad vejen imod større indsigt, nem tilgængelighed for hjælp, sparring og gode råd. Uanset om der er tale om lærere eller helt andre faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres PLN og opfanger viden gennem fællesskaber og netværk. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængige og ved siden af det formelle skolesystem.

Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede og gamle system sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder, men tendensen til flere og større netværk skaber samtidig et behov for styring, specialisering og mindre og eventuelt lukkede netværk med helt specifikke interessefællesskaber. Formålet med disse lukkede netværk kan være, at man eksempelvis som lærer gerne vil kunne diskutere faglige problemstillinger, videndele og søge hjælp uden at alle kan læse med. Det giver en umiddelbar mulighed for ærlighed og frihed, som kan være vanskelig at opretholde i et netværk, hvor der evt. vil kunne blive stillet spørgsmålstegn ved lærerens faglighed, kompetence og troværdighed.

Åbent eller lukket

Der findes adskillige åbne netværk, men de lukkede er der ganske få af. Mange lærere har de sidste mange år bevæget sig rundt i et lukket netværk med et hav af konferencer; nemlig Skolekom. Skolekom er strikket specifikt sammen til skoleverdenen med nationale konferencer om alt fra videndeling omkring specifik fagfaglig undervisning, til mere generelle konferencer, som handler om eksempelvis undervisning og it.

Facebook - LikePå Facebook findes flere grupper som handler om undervisning og pædagogik. Nogle er åbne og andre skal man lukkes ind i – ”Sociale medier, Pædagogik og Formidling” og ”iPad, tablets og pædagogik” er blot to eksempler.

Twitter-logoPå Twitter er det oplagt at følge ”hashtagget” Skolechat, hvor der deles lystigt om alt der vedrører undervisning. Skolechat er endda et debatforum, som kører online hver onsdag aften via Twitter. Læs evt. mere om Skolechat på www.skolechat.dk

At deltage i et eller flere af disse fællesskaber på nettet er ikke alene positivt og givende for den enkelte, men det er også med til at ruste til fremtiden. The MacArthur Foundation har lavet en lille video som handler om nogle af fremtidens færdigheder, som vi skal opøve i dag i skolen. Se den her:

Rethink Learning

Når du indgår i et PLN, så bliver du ikke alene klogere, men du bliver også mere sikker som lærer i at håndtere digitale medier. Hvem ved… Måske bliver du endda en bedre lærer!

Der er i hvert fald rig mulighed for at udvide det fortrolige videndelingsrum til lidt bredere horisonter end hen over den varme kaffe. Ses vi på nettet? Det håber jeg!

Kategorier
Blog iPad / iPhone

iPad og hvorfor den er så vigtig

iPadiPad’en er et vigtigt apparat…

Den er vigtig ikke kun fordi den er blevet hyldet næsten som Guds gave til menneskeheden og ikke kun fordi den er blevet betegnet som det afgørende vendepunkt for tablet-computerens udbredelse, men primært på grund af noget, som er meget større.

Der er ingen tvivl om at modellerne for HCI (Human Computer Interaction) vil ændre sig radikalt i løbet af de nærmeste år.

I vores begejstring over de nye og store muligheder der er med it, så er det forbløffende nemt at glemme at musen og dermed det primære interaktionsredskab til computeren, er mere end 45 år gammel.

Hvad der ikke er nemt at glemme og hvad der får utrolige mængder af opmærksomhed er ex. iPad’en fra Apple. iPad’en er eksponent for det faktum at vi kollektivt er midt i en omstilling. Vi vænner os hurtigt og ubemærket til en interaktion, som flytter sig langt væk fra musen og tastaturet – iPhone, Wii, Kinect og iPad er prominente eksempler herpå.

Sandheden er den at vi formodentligt står på grænsen til en revolution for hvordan vi tilgår og bruger computeren, en revolution som bryder tastatur/mus paradigmet som vi har vænnet os til og en revolution, som egentlig er meget stille og ubemærket fordi overgangen fra mus og tastatur til lade kroppen indgå som interaktionsredskab er en naturlig forlængelse. Vi undrer os ikke over at skulle pege og manipulere med fingre, udnytte tyngdekraften, placeringer etc. idet vi går fra den kejtede interaktion til den naturlige.

Med iPad’en bevæger vi os alle væk fra computer-interaktion, som noget med mus og tastatur. Interaktionen bliver fundamentalt anderledes, når man medtænker mobilitet, multi-touch og tabletformatet på samme måde som vi engang oplevede at interaktionen ændrede sig grundlæggende da computeren gik fra at være en decideret talknuser til at være noget som almindelige mennesker brugte til tekst. Musen blev bygget til et tekstuelt univers – den skulle pege og klikke og markere og manipulere tekstuelle og nogle gange numeriske objekter.

En iPad sprænger næsten konsekvent alle disse rammer og foruddefinerede normer for hvordan man interagerer med en computer.

Derfor er iPad’en så vigtig!

Og Jo… Der findes også tekst på en iPad, men selve måden man interagerer med en iPad på er således at ordet og teksten ikke længere er et nødvendigt definerende objekt, vi har sat os ud over ordet og det skrevne, som det eneste, i vores tilgang til computeren. Selve modellen for HCI er ændret. Og dette er hvad amerikanerne ville kalde en ”Game Changer” – en lille HCI-revolution.

Man kunne argumentere for at iPad’en ikke er den første, at iPhonen og andre ”touch-telefoner” gjorde det store glansnummer tidligere, men tanken fungerer ikke helt. Telefoner har altid haft en anden interaktionsform, nemlig tale. Teksten har ikke været det bærende og godt nok har vi sammenkoblet telefonerne med computeren, men langt de fleste mennesker tænker ikke på deres telefon som en computer, men netop som en telefon der kan lidt mere. Apples iPhone har åbnet markedet og mulighederne, men iPad’en er en computer, der ikke længere føles som en computer.

iPad’en er vendepunktet, fordi den markerer det øjeblik hvor den dominerende interaktionsmodel for hvordan vi bruger computeren, begyndte at vige for noget andet, som vi end ikke har set slutningen på.

Derfor er iPad’en vigtigt!

Og jeg glæder mig til at se mere for jeg tror også samtidig at iPad’en og dens berøringsfølsomme glas kun er det første lille og meget spæde skridt på vejen hen imod noget andet, som er mere taktilt og intuitivt…

Og mon ikke vi kan bruge noget af det til et eller andet også i skolen og undervisningsverdenen?

Kategorier
Blog Web2.0

Web2.0 – et lærerdilemma

Skolen og undervisningen er under pres og vil formodentligt altid være det!

Der er krav, forandringer, forhåbninger og verden banker som altid på skolens dør – forandringer giver grundlæggende mulighed for ét af tre handlemønstre:
Du kan forsøge at stoppe dem, ignorere dem eller finde og udnytte de nye muligheder. Det afgørende spørgsmål er: Hvad vælger du, som lærer, at gøre?

En stor del af de forandringer, som vi ser i dag handler om den måde klasserummet forandrer sig og udvider sig. Internettets fremkomst har åbnet for hidtil usete muligheder for produktion, kommunikation og distribution af indhold. Internettet er et interaktivt medie, som næsten kræver deltagelse og som helt sikkert udfordrer det klassiske forhold imellem afsender og modtager, imellem lærer og elev. Nye online-værktøjer har set dagens lys og her gælder nye spilleregler og nye roller!

 

Web2.0 giver nye muligheder og nye dilemmaer

Uanset om man som lærer ser på roller eller spilleregler, så er det vigtigt at kende til de værktøjer, som kan håndtere det internet vi bruger i dag, det internet vi også kalder for Web2.0
Problemet er bare at det ikke er så nemt som det er sagt… Godt nok er der et stort tilbud af Web2.0-medier. Men hvordan med evaluering af deres kvalitet?
Hvordan med evaluering og bedømmelse af det udkomme, som eleverne formår at generere med dem?

Kendetegnende for Web2.0-medierne er at der er tale om indhold der er brugergenereret, brugerinvolverende og digitalt medieret via internettet. Det er nemt at tilpasse, remixe og udnytte i nye sammenhænge også i læringssituationer, som på traditionel vis skal bedømmes af en lærer.

Det store spørgsmål er om læreren og skolen er klar til det?

Hvordan bedømmer man et fælles genereret produkt, som eksempelvis en Wiki?
Skal den bedømmes kvalitativt eller kvantitativt? Hvad nu hvis indholdet ikke er selvproduceret af eleven?

Kan læreren bedømme en elev, som fremviser et produkt med indhold, som ikke er 100% produceret og formuleret af eleven selv? Er det ikke også en uvurderlig kompetence at kunne genbruge, remixe og finde de relevante kilder, sætte dem i nye sammenhænge og skabe en mening og forståelse, som er klar og entydig i forhold til den stillede opgave?

Også selvom ex. den fremkomne tekst ikke er skrevet 100% af eleven selv…

 

-Peter

Kategorier
1:1 Blog

Hvorfor 1:1?

Jeg har i de sidste par indlæg ”blog-tænkt” en smule over hele udgangspunktet for ”mit” 1:1-projekt.

Jeg har igen, igen genset en lille YouTube-video som for et par år siden gik viralt. Videoen er lavet af Michael Wesch sammen med hans 200 studerende på Kansas State University. Den handler om og var et (lidt provokerende) indspark i den debat, som til stadighed kører om hvordan det er at være elev, kursist eller studerende på en tung institution, som en skole meget ofte er.

Det har givet mig anledning til at overveje HVORFOR man overhovedet mener at 1:1 er så fabelagtig en god idé.

Der er i det danske skolesystem pludselig ret enslydende konsensus omkring, at når bare vi har maskiner nok, så lærer vi utroligt meget i skolen. Når bare alle elever har en dims hver, så forandrer vi skolen, så gør vi tingene bedre, hurtigere, smartere, nemmere, mere fremsynet etc. etc. (fortsæt selv listen).

Men er det sådan?

Er det vitterligt sådan at, når den enkelte elev har umiddelbar adgang til en computer, en iPad eller en dims, så vil denne elev være bedre stillet både i nuet og fremover? Eller er det bare fordi at en iPad er nemmere at bære end en hel taske fuld af bøger?

Noget taler for det

Andrew Fisher som er direktør hos firmaet Shazam, har ved Wired 2011  for ikke længe siden udtalt at skolens opgave bl.a. er at uddanne elever til et besidde evner, som de ikke selv vidste at de behøvede. Han siger eksempelvis: ”One of the best ways to fix the unemployment crisis among school leavers, is to train young people to be able to absorb skills that don’t exist yet – the skills that’ll exist in three to five years.”

Omvendt så kan man meget nemt komme til at fægte i blinde. Da vi ikke kender morgendagens krav til det enkelte individ, så kan vi kun gætte. Vi kan gætte på hvad man kommer til at beskæftige sig med og man kan gætte på hvad de bliver essentielle kompetencer, som man ikke kan undvære. Men man kan altså kun gætte!

Nogle mennesker gætter naturligvis mere kvalificeret end andre, men der er stadig kun tale om et gæt!

Mit gæt er at vi som lærere skal være med til at skabe verdensborgere med et digitalt mindset. Verdensborgere som er i stand til kvalificeret at tænke, lede og servicere i en arbejdssfære, som primært er kendetegnet med kompetencer som evne til at:

  • Skabe,
  • Dele,
  • Kommunikere,
  • Innovere,
  • Tænke kritisk
  • Problemløse

Og vel og mærke kompetencer, som alle er enten styret af eller styrende for digitale redskaber af en eller anden slags i en eller anden form.

Vores uddannelse i dag skal ikke være en uddannelse i at benytte en computer, det skal ikke være en uddannelse i hvordan man laver en podcast med en iPad og det skal ikke være en uddannelse i hvordan man hurtigst fremfinder bestemte GPS koordinater med en SmartPhone.

Uddannelsen skal benytte de enkelte redskaber fordi vi anser dem vom værende gode til at forstærke den tænkning og den retning vi ønsker. De teknologiske ressourcer skal bruges til at forstærke den uddannelsesmæssige oplevelse og til at forstærke effekten af den læring, som allerede sker.

Er 1:1 så en god idé?

Ja!

Men… kun hvis vi benytter og udnytter 1:1-dimsen til at lære noget andet og noget mere end om dimsen og hvad dimsen kan.
Det er en god idé at bruge 1:1 for kun ved at bruge tingene, kun ved at tænke og tale om tingene, så lærer man at forstå dem.

Forfatteren David McCullough har i en dokumentar sagt: “The great thing about the arts is that you can only learn to do it by doing it.” (ca. ved 3min. og 10sek.)

http://www.youtube.com/watch?v=TYsjuF-ienI

Beskeden er jo så simpel, som antydet ovenfor – uanset emne og uanset fag, så skal vi deltage aktivt, vi skal tale noget mere, vi skal diskutere noget mere, vi skal eksperimentere noget mere og vi skal gøre mere.

-Peter

Kategorier
1:1 Blog

5 vigtige trin på vejen mod 1:1

1:1-projekter giver også udfrodringer...

Jeg har brugt de sidste par dage på at tænke på hvordan 1:1 evt. kan blive en integreret og naturlig del i en uddannelsesorganisation.

Man hører for tiden ganske meget om 1:1-projekter. På min arbejdsplads handler det m en MacBook til alle, i Odder en iPad til alle  og endnu andre steder sikkert noget helt andet.

Men er det praktisk? Er det pædagogisk en god idé? Hvordan ser det ud? Og er det overhovedet den rigtige vej at gå?

Spørgsmålene hober sig op og svarene er forskellige afhængigt af om det et givet af en lærer, en sælger, en producent eller en leder.

1: Sæt mål for 1:1-programmet

Et 1:1-program synes jeg må være et attraktivt mål for stort set enhver uddannelsesinstitution. Jeg tænker i denne sammnhæng ikke så meget om udstyret og ”tingen”, hvad enten det er en MacBook, en iPad eller noget helt andet. Det absolut mest interessante i denne sammenhæng er adgang. Det endelige mål må være adgang til de nyeste medier, de nyeste undervisningsmaterialer, kollaborative platforme, kreative værktøjer, kommunikative muligheder og information lige for hele tiden. Jeg kan ikke forestille mig en skole, en inspektør, direktør eller lærer som mener at den målsætning er forfejlet.

2: Definer apparatets rolle i klasserummet

Jeg oplever at man argumenterer for at et 1:1-miljø skal fokusere udelukkende på apparatet, tingen eller aggregatet – i vores tilfælde en MacBook. Al undervisning skal være centreret omkring det hvide vidunder. Al undervisning skal digitaliseres og ledes fra og til MacBook’en. I min optik er det forfejlet.

Det er naturligvis vigtigt at vælge lige netop det apparat, som man anser for at være det bedste i den givne situation, på den givne uddannelse og det givne miljø. Men fokus skal ikke være på apparatet alene. Det må ikke og skal ikke overtage klasselokalet. Apparatet erstatter ikke den gode undervisning, men skal anskues som tidligere generationer af apparater – uanset om det er en lommeregner, tavlen eller noget helt andet. Det er et fabelagtigt redskab, som kan give eleverne, de studerende og kursisterne bedre muligheder for at deltage i god læring, forbinde, dele og søge. Apparatet skal og må ikke blive en distraktion, men ”klasselokalets forlængede arm.

Jeg oplever at man ex. indscanner opgaveark, som man tidligere har lavet udfyldningsopgaver på. Lagrer dem som pdf-dokumenter og fortæller eleverne at de skal udfylde dem, som hvis de sad med dem på papir med en blyant i hånden. Opgaven bliver ikke umulig, men matematikopgaver, med opstilling, flytning af menter etc. etc. bliver pludselig meget, meget besværligt, når det foregår elektronisk.

Her er det ikke ”klasselokalets forlængede arm”, men ”klasselokalets brækkede arm”. Maskinen har fået en rolle, som den slet ikke er tiltænkt og læreren kan meget nemt tænke: “Det var meget nemmere uden!“.

3: Høst frugterne

Når du har budt apparatet velkommen i dit klasserum eller på din institution og har lært den at kende på både godt og ondt, så er det tid til at foregå som det gode eksempel.

iPad’en, MacBook’en eller hvad det nu er skal bruges! Og allerede fra begyndelsen!

Som lærer er det ikke nødvendigvis sikkert at du skal kunne alt, men du skal have en sikkerhed og en forståelse for hvad det er du har ”mellem hænderne”. Den basale funktionalitet er vigtig at kende. Brug maskinen i din undervisning – ikke kun for at vise hvad den kan, men hvordan man arbejder med den og hvilke resultater den kan frembringe.

HUSK! Apparatet skal ikke være en hæmsko for undervisning, men det skal være en hjælper.

4: Fjern maskinen igen

Også i et 1:1-propjekt vil der være tider, hvor den bedste undervisning foregår uden apparatet. På samme måde skal eleverne heller ikke blive uløseligt sammenvoksede med apparatet – der vil være tider, hvor det giver mening at pakke den væk, lukke den ned og blot være til stede.

Ledelse skal af samme årsag ikke kræve at apparatet altid bliver brugt, at det altid er i brug. Tillad læreren lidt tid til at se apparatet an, giv mulighed for lidt ”dansen rundt om den varme grød” og accepter at det bliver brugt mere og mere over tid.

Men… spørg ægte og interesseret ind til hvordan apparatet bruges. Hvordan er teknologien blevet integreret i den daglige undervisning, hvad er læreren glad for og hvad fungerer godt. Og ikke mindst, spørg ind til i hvilke sammenhænge der er behov for udvikling og uddannelse, når det handler om det nye, fine apparat.

Teknologi skal ikke hastes ind i hverdagen, men vær som ledelse med til at skabe tydelige og klare mål for hver enkelt lærer.

5: Undervis, understøt og peg frem

Elever, studerende og kursister skal forstå at apparatet er en adgang til læring, udvikling og opdagelse,  men at det ikke kan erstatte deres egen evne til kritisk stillingtagen, analyserende tænkning og modne overvejelser. 

Som lærer må vi aldrig formode at eleverne kender og ved alt om den nyindførte teknologi – ikke alle er digitalt indfødte!

Apparatet giver adgang til en myriade at informationer og potentielle svarmuligheder, men det vil absolut ikke altid give dem klar retning.

Mens nogle kan bryste sig med sikkerhed og forståelse for apparatet, så er der helt sikkert mange, som har brug for vejledning, coaching og undervisning også her.

At være i stand til at gå på Google, installere et spil og finde en video på YouTube med en dansende baby er ikke det der gør en elev til ”digital indfødt”.

At kunne filtrere information og finde den optimale vej til en løsning er en uvurderligt evne for mens eleverne har adgang til mere information end nogen tidligere generation, så bliver deres evne til filtrering også desto mere udfordret. Google er en god start, men anviser ikke altid den bedste eller rette vej, så evnen til at se bort fra teknologien og bort fra Google er også en evne, som enhver elev bør lære.

1:1-miljøet må aldrig blive skræmmende eller fremmedgørende overfor det egentlige projekt, nemlig læring og undervisning. Og kun læreren kan være guiden her. 1:1 er blot begyndelsen på det store projekt der hedder livet.

Translate »