I dag er arbejdsstyrken i Danmark i stigende grad vidensmedarbejdere, som arbejder med skjult eller uudtalt viden. Allerede i 2009 viste undersøgelser af forskellige jobs kognitive kompleksitet at 60% af arbejdsstyrken arbejder med viden i større eller mindre grad. For at disse vidensmedarbejdere skal kunne koordinere, arbejde og dele erfaringer er der behov for et sted hvor dette kan ske.
Når vi taler om elektronisk båret videndeling, så er denne traditionelt blevet foretaget via et intranet eller funktionen er (nok uhensigtsmæssigt) blevet indarbejdet i et LMS uanset om det har heddet SkoleIntra, Skolekom, Blackboard, Fronter eller noget helt andet. Desværre har intranettet mange taget form som en slags virtuel opslagstavle, hvor ledelse og administration kan kommunikere til medarbejdere og ikke med. Samtidig er det også den ”sump”, hvor man som lærer mere eller minde pligtskyldigt lægger materiale til fælles opsamling og evt. deling. Det store ”men” i den sammenhæng er: Hvordan finder man lige det relevante materiale igen? Hvordan ordnes det? Skal bibliotekaren også håndtere vidensdeling på intranettet?
Vi er aldrig alene
Intet af det vi foretager os foregår i et absolut tomrum – det sker altid i relation til andre. Det betyder også at idéen med PLN ikke er ny. Der har altid foregået en videnudveksling ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvad enten man har skulle lære at udføre et bestemt job eller om man skulle lære at indgå i en social sammenhæng.
Hos lærere generelt oplever vi at videndeling i uformelle kontekster er velfungerende. Lærerne er gode til at snakke om elever, løsninger etc. når de mødes ved kopimaskine, men det kan være vanskeligt at dele når rammerne bliver stringente og mere officielle.
Med udbredelsen af diverse sociale platforme er det let at få det indtryk, at tankegangen om åbne netværk og fri videndeling er løsningen på alle kvaler, når vi taler videndeling. Diskursen er, at kommunikation samtidig med at der arbejdes, frem for bagefter, er et godt valg, og at én person, eller én gruppe, aldrig vil kunne vide så meget som et større netværk. Viden øges og kvalificeres simpelthen ved at dele den – vi stiller os på skuldrene af vore forgængere og kan dermed se mere og længere.
Uanset faggrupper, så oplever man i dag at de lærende benytter deres Personlige LæringsNetværk og lærer og opfanger viden gennem fællesskaber. Og det vel at mærke gennem PLN som er uafhængigt og ved siden af det formelle uddannelsessystem, hvor de ofte bliver mødt af krav om formelle kompetencer, som skal måles og vejes. Tendensen til at ”gå ved siden af” det etablerede uddannelsessystem sker også på lærersiden i skoleverdenen. Lærere mødes i udvalgte grupper på Facebook, de samles på Twitter og andre steder. Disse videndelingsplatforme formes af lærerne, med den ulempe at de kan være vanskelige at placere centralt i selve organisationen.
Sociale medier
Sociale medier giver helt enestående muligheder for at understøtte kollaborativ læring og videndeling i forbindelse med f.eks. fælles opsamling og udledning af forståelse af et emne. Begrebet ”sociale medier” anvendes ofte i sammenhæng med forklaringer og forståelse af web2.0. Der er i denne sammenhæng tale om ressourcer, som forbinder folk med hinanden og som gør det muligt at dele indhold uanset om der er tale om billeder, tekst, videoer eller andet. Ved at anvende eksempelvis en social ”bogmærketjeneste” som Delicious eller en wiki kan en arbejdsgruppe ret nemt skabe en fælles vidensbase og på en blog kan man diskutere, dokumentere og fastholde individuel eller fælles viden, så den er tilgængelig for ens sociale relationer.
Sociale medier muliggør at brugeren går fra blot at konsumere indhold til at arbejde med både egen produktion og egen refleksion. De sociale medier er med til at skaber fællesskaber hvor individet kan færdes for at kollaborere, kooperere og bygge individuel og fælles viden ud fra en personlig kontekst.
Hvordan i praksis?
Jeg er superglad for Twitter og andre af sådanne sager, men tænker ret meget over hvordan man bedst kan videndele både internt i skolen eller institutionen og i større samenhænge, hvis man ønsker at “fastfryse” og bibeholde den viden, som på de sociale medier godt kan gå hen og blive alt for flygtig.
På min nuværende arbejdsplads benyttes mangfoldige systemer – nogle afdelinger bruger Yammer.com, andre Fronter, andre Moodle og endnu andre Blackboard og noget SharePoint. Det er ikke mit indtryk at valgene er truffet i blinde, men fordi de enkelte afdelinger har haft uensartede behov, så mangfoldigheden gør for så vidt ikke noget, men…
Hvordan gør man lige når man skal dele overalt, blandt alle, på alle niveauer i hele organisationen? Kan det lade sig gøre og samtidig lade det være meningsfuldt?
Hvad er Jeres erfaringer? Jeg er nysgerrig!!