I forbindelse med at jeg er ved at tage noget uddannelse har jeg været så heldig at være med til en række videomedierede undervisningsseancer.
Der har været tale om både live og optagede og jeg har været både deltager, iagttager og facilitator (eller lærer om man vil).
Jeg vil så gerne have at det virker godt med de gemte og optagne af slagsen, men det gør det altså bare ikke altid…
Efter at have kigget et på et par optagelser af undervisning, som oprindeligt var tænkt som synkron-her-og-nu-undervisning, så er der et par ting der maner til efterretning.
Det første jeg tænker er at det er kedeligt blot at være tilskuer. Indholdet er ikke tilrettelagt med henblik på at blive set af udenforstående på et senere tidspunkt. Jeg oplever at der er tale om undervisning eller fremlæggelser, som skal opleves i nuet, i det synkrone.
Det virker på mig som om at min manglende mulighed for dialog, kommunikation og interaktion skærmer mig fra oplevelsen eller undervisningen. Clark og Brennan taler om ”grounding” og netop i denne sammenhæng hvor jeg genser noget jeg ikke har været deltager i, så mangler jeg denne “grounding”. Det er fint at der er budskaber og intentioner, men det setup, som videoerne er optaget under giver mig ikke mulighed for at blive bekræftet eller korrigeret på nogen måde. Der er ikke tænkt på mig som “senere-modtager”, jeg kan blot passivt tage for mig (eller lade være).
Egentligt synes jeg at det er superskuffende at opleve at det slet ikke fungerer for mig, for jeg husker da jeg selv stod som talsmand for at ”man kan jo bare optage undervisningen og podcaste den efterfølgende til de elever der ikke var til stede”.
Der er fordele alligevel
Altså… Hvis jeg ikke selv kan håndtere det og føler mig amputeret i forhold til det jeg ser eller er asynkron deltager i, så kan mine elever jo heller ikke.
Eller hvad? Dur den asynkrone video slet ikke? Kan jeg ikke podcaste en almindelig undervisning og høste store fordele?
Umiddelbart er der en stor række fordele ved eksempelvis at podcaste video til elever eller studerende, som ikke har været til stede i undervisningen.
- Eleverne kan følge undervisningen, selvom de har været forhindrede.
- De er ikke bundet af hverken tid eller sted.
- Undervisning kan genses endda flere år efter at den er optaget.
Alt sammen meget godt, men jeg vil vove at påstå at det kun er godt, hvis det er blevet tænkt, som brugt på denne måde efterfølgende.
Det kræver planlægning og viden om at undervisningen efterfølgende forandrer sig fra at være en undervisning til at være et undervisningsmateriale – det kræver en anden tilgang til kommunikation, spørgsmål og generel interaktion imellem underviser og dem som undervises.
Og det kræver postproduktion (som det hedder på fint dansk) – De optagelser som jeg har set (og som jeg selv har været med til at lave) bærer mere eller mindre alle sammen præg af en eller anden form for teknisk fejl. Alle taber teknikken på gulvet et eller andet sted. Enten er det hele ikke optaget, der mangler lidt lyd, der er støj etc. Alt dette skal, hvis det skal bruges til noget fornuftigt efterfølgende, klippes væk eller forstærkes eller fjernes eller noget andet. Det kræver med andre ord tid og sikkert ret meget tid at lave det synkrone om til noget vellykket asynkront!
Det skal for en god ordens skyld også siges at jeg har set adskillige video og podcasts, som har været enddog rigtigt gode, men min store læring har været at det først virker rigtigt og godt, når man har tænkt på at undervisningen eller forelæsningen skal bruges til noget andet bagefter – og det vel at mærke inden den finder sted 😉
-Peter
